De vise mænd fra Østerland var lærde. De vidste noget om stjernerne højt oppe, uden at vi dog skal kalde dem videnskabsmænd. Videnskab hører en nyere tid til, og i hvert fald hører den vores tid til. Men et er videnskab, noget andet er visdom. Videnskaben kan vi ikke undvære. Den hjælper os. Den gør tilværelsen behagelig for os.
Men visdommen? Visdommen kan godt have et andet svar end videnskaben. Visdommen har måske samlet sig livs-erfaring, mens videnskaben har samlet sig natur-erfaring. Den ved en masse om, hvordan f. eks. vejret vil blive eller måske klimaet! Men visdommen kan da godt finde på at protestere, fordi der siger livserfaringen noget andet.
De vise mænd, eller de hellige tre konger, var ikke moderne videnskabsmænd. Nok vidste de noget om stjerner på himlen. Men en stjerne var for dem ikke bare et objekt til nøgtern udforskning. Stjernen de så, havde et særligt sprog. Den ville fortælle noget.
Det gjorde dem så ikke til stjernetilbedere. De var ikke naive. Nej, de drog i verden ud på stand/ for den konge at oplede/ for den konge at tilbede/ som var født i samme stund. - Og via Herodes blev de så ført til Betlehem. Der talte stjernen sit klare sprog. Deres glæde blev stor. De fandt et barn og måtte bukke sig og kigge ned i krybben.
Barnet, ikke stjernen, tilbad de. Det mindste i det største. Det var svaret. Stjernen var kun en ledestjerne. Og at se det, kræver visdom.
Herodes vidste også om barnet, men køligt, vidende. På sin vis lagde han blot to og to sammen. Han så en mulig rival i et lille levende menneske.
Stjernen skal få os til at rette blikket mod dette lille menneske på jord. Det er ham, som skal tilbedes. Vismændene gjorde det. Måske vidste de ikke om de mest banale ting. Måske vidste de ikke det, enhver anden ved. Men de vidste så noget andet, som ingen videnskab kan fortælle om. Og det gør dem til vise mænd.
Himlen ligger nu på mulde, Gud er blevet jordens gæst. For videnskaben kan det være, ja, ingenting. For den beskæftiger sig med det, der kan måles og vejes og håndteres. Og til daglig nyder vi godt deraf. Men det største i vort liv, nej, det kan vi ikke sætte tal på. Kærligheden vejer ikke et antal kilo. Et fællesskab er ikke et antal meter langt. Heller ikke en dyb glæde. Men livsvisdommen aner noget om, hvad det altsammen fylder.
Jørgen Hanssen
Januar 2010