Fhv. semninarielektor Uwe Dall, Ribe, fortæller om det sønder-jyske kaffebord i grænselands-kampen. Sted: Præstegårdens konfirmandstue

Sct Willads og Roager kirke

Klik på biskoppen

Prædiken, Juleaften 2010

Lukas 2, 1-14

Velan, min sjæl, så vær nu glad,
og hold din jul i Davids stad,
ja, pris din Gud i allen stund
med liflig sang af hjertens grund!

Kejseren af Kina havde en nattergal. En fugl af kød og blod og med fjer på. Vi så det i julekalenderen med Pyrus forleden. Nattegalen kunne synge noget så eventyrligt. Kejseren fik tårer i øjnene, når den sang.

Men en dag kom der en gave til kejseren af Kina fra kejseren af Japan. Sandelig om det ikke også var en nattergal. Den kunne man trække op som man i gamle dage trak et ur op. Ja, det var en mekanisk nattergal, en robotfugl, den var ikke virkelig, den var kunstig. Men den var besat med diamanter og safirer og rubiner. Og så kunne den også synge. Godt nok sang den altid den samme melodi. Men så blev man jo ikke overrasket, og det kan jo nok have sin fordel.

Ved kejserens hof i Kina syntes man, at det var en langt bedre nattergal end den virkelige nattergal. Og den virkelige nattergal blev forvist fra kejserens store rige.

Hver dag sang den kunstige fugl, for kejseren - indtil den blev slidt op. For sikkert og vist kan mekanik slides op. Og kejseren af Kina blev meget ked af det.

En dag blev han meget syg. Man troede, han var død. Men da kom den virkelige nattergal tilbage, satte sig udenfor kejserens vindue og sang. Og kejseren blev rask.

Se, pointen er, at en virkelig fugl aldrig kan erstattes af en kunstig fugl. Og hvis man tror det, så går man selv hen og bliver kunstig, unaturlig, løjerlig.

H. C. Andersen, som skrev Nattergalen, havde et godt blik for kunstige mennesker. I det lille eventyr møder man de mest kunstige mennesker. F. eks. kejserens tjener, der var så fornem, at når nogen, der var ringere end ham, vovede at tale til ham, så svarede han ikke andet end ”P”. Og det betyder ikke noget. Og kejseren selv gav kunstfuglen plads på en silkepude tæt på hans seng, og ærede den - om ikke med guld, røgelse og myrra, så dog med guld og ædelstene.

Man er kunstig, når man ærer en kunstig fugl som om – ja, som om den var Gud i det højeste. Man er kunstig, når man kun kan svare ”P”. -

Men vi er da ikke kunstige? Eller er man kunstig, når man nærmest gør en hvid jul til et salighedsvilkår for en god jul? Hvor mange procents chancer er der for en hvid jul? – Ja, procenterne blev efterhånden så høje, at en hvid jul blev et problem for os. Fortvivlede har danskerne søgt ind på hjemmesiden: ”hvordan kommer jeg hjem til jul.dk.”

Vi levet tit nok i en kunstig verden, der gør os selv kunstige. Vort tids mekaniske nattergal hedder i øvrigt en computer. Vi elsker den. Den er også kunstig. Ikke blot, når der dukker et vindue op, der meddeler os en eller anden run-time error og et fejlkodenummer; nej, en computer efterligner, simulerer, kun virkeligheden, præcis som den gave kejseren af Kina fik fra kejseren af Japan.
Ære være mekanikken, sagde kejseren af Kina – og vi siger: Ære være teknikken og den hvide sne. Men ære være Gud i det højeste, siger Juleevangeliet.

Ja, nu skal vi fejre jul sammen med familien, forære hinanden gaver, spise gås eller and og forhåbentlig have det fredeligt sammen. Der er en trylleglans over julen, mere end nogen anden højtid året igennem.

Julen kalder vi også børnenes fest. Men julen er ikke kun børnenes fest, så lidt som kirken aldrig kan være en kirke kun for børn. Og voksne bør forbyde sig selv at sige: Lad kun børnene gå op i alt det med julen. Underforstået: det er jo kun for børn! – Juleevangeliets budskab er nu engang ikke: fred til børn og barnlige sjæle; nej: fred til mennesker – med Guds velbehag. Børn er mennesker, men det er voksne vel også.

Men læg så mærke til, at juleevangeliet ikke kan tale om fred til mennesker og fred på jord, uden først at sige: ære være Gud i det højeste.
Dér begynder julen: med at ære Gud. Det er ikke mekanikken, der skal æres. Heller ikke teknikken. Jamen, det gør vi heller ikke, siger vi meget uskyldige. Vi ærer hinanden. Især i julen. Vi giver gaver. Og skal mennesker måske ikke ære hinanden? - Det skal de da rigtignok: Vil du elske og ære det menneske som står ved din side? Når to mennesker bliver gift i en kirke, får de stillet dette spørgsmål. Og skal der være fred mellem de to, så må de altså lære at ære hinanden. –

Et menneske skal ikke behandles som en ting, som en genstand man kan træde på efter behag og derved tage dets ære fra det, måske ved altid at svare ”P”. Man er kunstig, når man mener sig i sin ret til det. Omvendt skal en genstand, enhver tids kunstfugl, heller ikke æres som om, at her var frelsen og svaret på alt. Det er noget kunstigt noget at gøre det.

Men da kommer juleevangeliet så også og spænder ben for os. For juleevangeliet vil os en glædelig jul. Derfor står der mellem dets linjer: Lad være med at være kunstig! Det giver ikke nogen god jul derhjemme, når vi i juledagene vil tage æren fra hinanden. Det giver ufred. Det giver ikke nogen god jul, når vi kun ærer det, vi har lyst til. Det gør os til selvoptagne, ufredelige mennesker.

Nej, det begynder med et Ære være Gud i det højeste – og fred til mennesker. Her sættes tingene på plads. Og hvad det er, der er på færde, ser vi, når vi går med til Davids stad og ind i stalden i Betlehem. Da ser vi et barn. Og mere end det. I dette barn hører vi Gud tale til menneskene. – Nu er han landet hos kunstige mennesker, som helst selv vil være som Gud, og derved bliver kunstige. Han er kommet til mennesker, der forguder tidens robotter, gør dem både menneskelige og guddommelige, og derved endnu engang bliver kunstige.

Men hvad gør Gud? Han bliver som et menneske af kød og blod. Da vi ikke ville komme til ham, kom han til os. Og vi havde ikke plads til ham. Det var jo ikke mennesker, der stod ude på marken ved Betlehem og sang: Ære være Gud i det højeste, - det var engle. Selv sagde vi meget prosaisk: der er ikke plads i herberget, du kan få en stald.

Og Gud svor ikke hævn og gengæld som en anden hidsig nordkoreansk oplæser i fjernsynet, nej, det ligger ikke til ham at pukke på sin ære. Han blev hos menneskene, selv om vi ham intet andet bød end stald og krybbe, kors og død. Også den plads på et stykke træ tog han. Hellere end at forlade menneskene, tog han den eneste plads der var til ham.

For han opgiver os ikke. Han vil julefreden for os. At vi kan tage disse ord i vor mund: Ære være Gud i det højeste – og langsomt fordøje dem. Da falder den ære som mennesket ved vor side tilkommer, på plads. De kunstige tings betydning falder på plads. Også sneens betydning. Og selv kan vi holde op med at være kunstige og kun sige ”P”. Det er nu også ren fortabelse.

De fortabte, det er dem, der ikke har plads til ham. De fortabte er dem, der ærer, hvem de nu har lyst til at ære. Men det er netop de fortabte, han er kommet til. - Ja, julen er ikke kun børnenes fest. Juleevangeliet skal også høres af andre end børn og barnlige sjæle. Her er der ikke kun fred til børn og barnlige sjæle. Men fred til mennesker – med Guds velbehag.

Og freden begynder med at tage de ord i sin mund: Ære være Gud i det højeste...
Glædelig jul!

Ja, V elan, min sjæl, så vær nu glad,
og hold din jul i Davids stad,
ja, pris din Gud i allen stund
med liflig sang af hjertens grund!

Amen.

Opdateret 15-06-2011 / af Admin

Udflugt for ældre d. 23. maj

Turen går til Kobbermølle og Jardelund. Afgang Roager kirke kl. 11.30; Spandet kirke kl. 12.00. Aftensmad på Øster Højst Kro.

Tilmelding til sognepræsten på tlf. 76 88 40 20, senest d. 16. maj. Husk Pas!

Konfirmation 2012

Prædiken ved konfirmation 2012. Klik på billedet.

Søren Jensen Skive

Klik på stenen

Roager menighedsråd

- også menighedsrådsmøder. Klik på billedet