Forestillingen om det perfekte menneske starter tidligt. Den gravide kvinde spiser grøntsager for at sikre barnet de bedste stimulanser. Moderne teknologi bekræfter sideløbende forældrene i, at barnet er perfekt. Hvis ikke er der råd for det. Og forestillingen om det perfekte menneske fortsætter i daginstitutionerne og folkeskolen, eller bedre: privatskolen. For barnet skal blive til noget. Alligevel bliver børn alle steder sorteret fra. 

Vi lever i en tid, der søger det perfekte. Naturligvis må man derfor også se godt ud. Plastikkirurger har kronede dage. De suger fedt, de fjerner poser under øjnene, kvindens barm tilpasses efter ønske.

Engang sagde man: ”Det ikke er udseendet, det kommer an på”, ”ikke det ydre” eller man sagde: ”tro ikke at folk er lykkelige, bare fordi de kan fremvise det perfekte hjem”. Sådanne udtalelser gælder ikke længere. Vores tid kan ikke forstå dem.

De senere år er der så kommet en yderligere dimension til forestillingen om det perfekte menneske. Alt det med det ydre er ikke nok. Man skal også være god i sit indre. Ja, mere end det: man har tillagt sig en forventning om, at et menneske er fejlfri. Et perfekt menneske hele vejen igennem.

Desto mere forargede bliver tiden, når det pludselig går op for den, at et menneske ikke er perfekt. I forsommeren 2008 blev det afsløret, at en minister har svært ved at skelne mellem ministerielle og private udgifter; vist nok ikke de voldsomt store beløb. Men chokket og forargelsen var stor. Sådan må det være, når man troede, at det perfekte menneske fandtes.

Eller også i forsommeren: en ansat i politiet dater over Internettet med en kvindelig journalist fra en af de aviser, der gennem årtier nu ikke er kendt for en særlig høj moral. Den kvindelige journalist giver sig ud for at være en 13-årig pige, politimanden viser interesse for hende, og landet chokeres og forarges! Men hvem har påstået, at politifolk er perfekte mennesker hele vejen igennem? Eller hvem har påstået, at politikere er perfekte, syndfrie mennesker? Ja, det kan se ud som om tiden helt har glemt et ord som synd. En tid, der søger det perfekte anser det vel for antikveret og upassende.

Engang fortalte Jesus en lignelse, som går under navnet den fortabte søn (Lukas 15, 11-32). Her nærmest insisterer han på det uperfekte menneske. For der var en mand, som havde to sønner. Den yngste vil have arven udbetalt lige på stedet - det samme som at anse sin far for død. Men faderen giver ham den del af formuen, der tilkommer ham. Og straks sætter sønnen hele sin arv til i et udsvævende liv – med vin og kvinder. Han havner som svinehyrde, og han er jøde!

Hvor er det perfekte menneske blevet af? Eller er Jesu lignelse blot en ældgammel fortælling, man ikke længere kan tage alvorligt?

Men nu kan det se ud som om, at vores tid, der helst søger det det perfekte menneske, alligevel får ret. For som denne søn sidder ude ved svinene, beslutter han sig for at ville være daglejer hjemme hos sin far, og på den måde afbetale gælden til sin far, så at sige af egen lomme. - Som når en minister erklærer at doble beløbene op for private udgifter, han ikke har betalt af egen lomme og vil sende det samlede beløb til børne-cancerfonden. Så er vi jo ude over det! Gælden og skylden er betalt - videre til næste vigtige politiske møde!

Men i evg. går den ikke! Her kan et menneske ikke selv betale sin gæld tilbage! Her får et menneske ikke lov til at tro, at det kan være sin egen lille frelser. – Nej, da den fortabte søn vender hjem, svarer faderen end ikke på sønnens forslag om afdrag af gælden, og siger dermed: Du kan ikke selv slette din straffeattest, til gengæld har du en dåbsattest! Faderen forbeholder sig retten til at tilgive sin uperfekte søn. – Endnu mens sønnen var langt borte, så hans far ham og fik medynk med ham. For søn var han!

Jesu lignelse insisterer på det uperfekte menneske. Og fordi det er uperfekt, kan det ikke tilgive sig selv. Et menneske kan ikke være sin egen retfærdighed. Derfor bliver det i øvrigt et spørgsmål om ikke lignelsen om den fortabte søn rettelig burde hedde: lignelsen om de to fortabte sønner.

Den fortabte søn havde nemlig en storebror. Han fik ondt af, at faderen tog så storslået imod lillebror. Far, sagde han: Jeg har altid været dig en god dreng, men mig har du aldrig givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. – Og han kan ikke engang kalde sin bror for bror. Nej, din søn dér, siger han, da han kom, som har været så umoralsk og uperfekt som nogen, så slagtede du fedekalven til ham. – Men også han glemmer, at han har en dåbsattest: Mit barn, du er altid hos mig, og al mit er dit!

Jesus kan ikke se et menneske skilt og adskilt fra dets far i himlen. Det kan vores tid til gengæld sagtens. Og resultatet er derefter: Den kommer alene til at tro på sig selv og sine egne dyder. Den kan alt selv. Dermed skabes det såkaldt perfekte menneske. – Og stor bliver chokket og forargelsen, når det så går op for tiden, at det perfekte menneske er en illusion.

Evangelierne kender også til forargelse. Men den retter sig mod den Jesus, som lod de små børn komme til sig og som spiste med toldere og syndere, og som fortalte, at Gud i himlen søger og finder det fortabte og uperfekte menneske. Det satte Jesus alt ind på at vise. - Derfor er det også anderledes at komme i kirken end at komme alle andre steder. – Ja, der er bl.a. den forskel, at i kirken er der ikke dette opslidende krav om at være sit eget livs styrke, heller ikke sit eget livs dommer og frifinder. Dér bliver vi derimod fundet af den fuldkomne barmhjertighed.

Jørgen Hanssen