Det vigtigste i vort liv

- eller om at nærme sig julen.

Kan alt i verden måles? Kan man sætte tal på alt? I hvert fald er et af tidens løsen, at stort er godt. Snart får vi storkommuner. Store tal. Kvantitativt ser det godt ud. Og fordi store tal er blevet et salighedsvilkår, finder man nok også god mening i at måle, hvor stor en skole er eller hvor stort et sogn er. Gad vide, om det så kunne hedde: I er vejet, og fundet for let!  

Gud ske tak og lov kan alt ikke måles. Noget står uden for målebåndets formåen. Og det, der ikke kan måles er det vigtigste i vort liv!   

Jeg elsker dig højt, siger man en dag til sin kone eller sit barn. Hvor højt? Jamen, det kan der slet ikke sættes mål på. Ja, om man så også med elektroder måtte måle hjerneimpulserne i samme nu, ordene siges, så ville målingerne være golde og kolde, for de ville intet sige om, at her har vi med dét at gøre, der faktisk bærer vort liv. Og hvis konen eller barnet alligevel insisterer på et svar i kraft af et eller andet måleligt, en gave f. eks., så tager kærligheden øjeblikkelig hævn: Den går i stykker.  

Og det gælder ikke kun kærligheden. Det gælder troen, håbet, tilgivelsen, tilliden - det gælder alt det, der bærer vort liv. Her kan vi ikke bruge regning og matematik eller kurver og statistikker. Men derfor afhænger al sandhed i vort liv afhænger ikke af, om vi altid kan måle os frem til en vis størrelse og et vist omfang. Hvad siger det i øvrigt også om kvaliteten?  

Snart skal vi høre om stalden i Bethlehem! Hvor lå den egentlig henne? Hvor stor var den? Nogen finder sådanne spørgsmål meget relevante. Men om vi så også kendte staldens præcise koordinater eller dens længde og bredde og højde, så ville opmålingerne være aldeles ligegyldige. Tallene ville intet afsløre. De ville ikke nå ind til selve sagen: At her begynder et lille barns historie, der sprænger alle målestokke.  

Hvad der dybest set bærer vort liv, hvad der er det vigtigste i vort liv: tro, håb, kærlighed, tillid, tiltro, forventning, tilgivelse, for den sags skyld sorg og tab, det kan vi ikke sætte tal på. Hverken i form af centimeter eller meter eller kilo. – Og det er udtryk for en bekymrende åndelig fattigdom, når vi tror, at alt er godt, når der blot er sat mål og tal på, fordi tallene er det vigtigste.  

Jul fejrer vi, fordi alle målestokke sprænges. Og de sprænges af den magt, vi kalder Gud, ellers var de heller ikke sprængt.  

Augustus vil holde folketælling, skrive al verden i mandtal som det tidligere hed. Men mon han får Jesusbarnet med? Og folketællingen skal give ham magt. Jo flere i statistikken, jo bedre. Men det var ikke kejserens forfængelige magt, der sejrede. Jul fejrer vi, fordi Guds kærligheds magt ikke lod sig udrydde, altså skal vi ikke være den foruden!.  

Og kærligheden kan vi ikke måle. Men så meget kan vi sige, at fortællingen om barn Jesus, født i en stald, er fortællingen om, at Gud måler med en helt anden målestok end vi gør. –  

Vi vejer 10 kg. for meget, eller måske 20. Og selv kan vi formentlig ikke godt have det. Eller vi vejer for lidt, der bliver mindre og mindre af os. Og vi kan ikke godt have det. Og godt er det heller ikke. Men at det bliver jul, skal sige os, at Gud måler os på sin helt egen måde. Han måler os med den største overbærenhed. Han indplacerer os ikke i frygtindgydende statistikker. Og statistikker er der for alt!  

Han ser stort på, hvor meget vi fylder, hvor meget vi vejer. Han kender heller ikke til nogen millimeter-retfærdighed. Nej, for det, der sker i stalden, da Jesusbarnet fødes, er, at alle rammer sprænges. Og der lyder et ord om Guds velbehag over os, uanset hvad. – Og nej, intet af det kan måles. For det, der bærer et menneskes liv kan ikke måles.  

Glædelig adventstid og jul!

Jørgen Hanssen