Dommer Blachman, discipel Peter og x-faktor. 2008

Prædiken over Johannes 21, 15-19 

Husker I endnu, hvordan det var for et par fredage siden? Vi sad alle foran fjernsynet. Klistrede til skærmen. Vi skulle se x-faktor. - Alle talenterne var der: Heidi, Martin, Laura, Basim. Det blev Martin, som vandt. Og det kostede kun kr. 5 plus alm. sms-takst at stemme på ham.

I x-faktor drejer det sig om det helt særlige talent. At finde frem til det menneske, der besidder den ukendte gave, der gør, at man bliver den bedste. Det er ikke nok at være dygtig til at synge. Det er der så mange, der er. Nej, man skal også have noget, der gør én til noget særligt. Man skal have x-faktor. X-faktor er det ubekendte i ligningen, der dukker op, når alt andet er sorteret fra. -

Og da alle andre var sorteret fra, var der kun en 15 årig dreng tilbage fra Jylland. Ud over at synge havde han talentfulde fødder.

Vi skal bruge de talenter og evner vi har. Jesus fortalte engang en lignelse om de betroede talenter - som måske ikke ligefrem handler om udvikle sit sangtalent - så dog om ikke at grave sit betroede liv ned, men tværtimod give det ud, præcis som man giver penge ud, netop datidens talenter. Og som man gør det, vil man opdage, at det er selve livets mening. - At jeg bruger det liv som jeg nu har fået givet. Det er forskelligt fra andres. Men det er mit, og det er det, jeg skal bruge.

Noget helt andet er at lægge sit liv an på at blive opdaget som det store talent. Omsider at blive anerkendt som stjernen. Blot er Thomas Blachmans øjne endnu ikke faldet på mig. - Men man kan så drømme om, at den dag nok kommer, hvor alle ser, hvor god jeg er.

Jeg vil være stjerne, det vil du også gerne, sang Lars Lilholt engang. Jamen hvorfor denne længsel? Selv svarer L. Lilholt: Alt er kun en genvej for at finde kærlighed! - Altså vi kan ikke leve uden, at der er øjne, der ser os, påstår han. Vi kan ikke være til, uden at blive bemærket. Og er det rigtigt?

Nu møder vi så i kølvandet på x-faktor disciplen Peter. Simon Peter. Eller blot Simon, Johannes' søn, som Jesus kalder ham.

Simon Peter havde det med at ville være lidt bedre end de andre disciple. Det er da heller ingen skade til, at man rager lidt op over de andres middelmådighed. Men det lykkedes sandt at sige aldrig rigtig for Peter. Han blev aldrig til den stjerne, han drømte om at være.

Men tanken om at blive til den særligt anerkendte, den alles øjne hvilede på, slap aldrig Peter. Skærtorsdag aften afsløres det måske allertydeligst. Da havde Jesus gjort det klart for disciplene, at snart kom den lange fredag - med lidelse og død. Peter svarede ham straks: Jeg vil følge dig, hvor du går hen. Ja, jeg vil sætte mit liv til for dig!

Få timer efter var Jesus blevet taget til fange i Getsemane Have og ført til forhør hos ypperstepræsten. Peter fulgte efter, jovist, men på afstand. Og da han i ypperstepræstens gård blev spurgt, om han ikke var én af dem, der havde fulgtes med denne Jesus, benægtede Peter det på det kraftigste. Jeg kender ikke manden! Og tredje gang han benægtede, galede hanen!

Nu, efter påske, får Peter af Jesus så tre gange stillet et lidt besynderligt spørgsmål. - Ja, bemærk, at Jesus ikke kalder ham Peter. For navnet betyder klippen, det sikre; altså den, der er til at stole på. Men tre gange får så Simon, Johannes' søn, stillet dette spørgsmål: Elsker du mig mere end de andre? - Og tredje gang Jesus spurgte ham, blev Peter bedrøvet. Det gik op for Peter, at han ikke engang havde talent for at være trofast.

Kan vi høre sammenhængen mellem Peters tredobbelte fornægtelse og Jesu tre gange gentagne spørgsmål. Der var jo ikke noget klippefast ved Peter. Hvilke talenter havde han? Hvilken x-faktor havde han afsløret?

Hvad mon sådan én som x-faktor dommer Thomas Blachman kunne have fundet på at sige af vederstyggeligheder til Simon Peter? Mon ikke han ville have siddet meget uroligt, så rejst sig, være gået frem og tilbage med mange armbevægelser, og sagt noget i retning af: Lille mand, der er jo slet ikke noget i dig! Ikke noget vildt. Ikke noget originalt. Du er uden talent. Det er en jammer at høre på dig. Og skulle du få børn vil det også være en jammer at høre på dem - præcis som Voca Loca. Der er ingen x-faktor i dig. Ud! Tak!

Det er godt for Peter - og for os - at Th. Blachman kun er dommer i x-faktor. Jovist får Peter sin dom. Men det er en dom, der fortæller Peter, at han stadigvæk kan bruges, skønt han ikke imponerer. Peter skal være hyrde for Jesu får. Dvs.: han skal tage sig af den kirke og menighed som opstår efter Påske. Peter kasseres ikke.

Og alt ville have været så uendeligt meget lettere at forstå, om Jesus dybt inde i Peter havde set en eller anden x-faktor, der havde gjort ham egnet. Peter, du har alligevel noget i dig! Men den x-faktor var der ikke! Alligevel var der øjne, der godt ville se på Peter.

Konfirmander! Da Peter, trods sin tredobbelte fornægtelse, fik en opgave i den begyndende kirke, blev han konfirmeret. - Han blev bekræftet i, at han trods alt kunne regne med sin Mester og Herre. Han så ham og sagde Ja til ham. Dvs.: Gud sagde Ja til ham, anerkendte ham. Og altså ikke fordi Peter alligevel havde den ukendte faktor, der måske engang kunne gøre ham til stjerne.

Verden råber næsten hysterisk efter personer med en x-faktor. Ingen amerikansk præsidentkandidat kan gøre sig forhåbninger om posten, hvis ikke kandidaten formår at få vælgerne til at tro, at 'jeg' har den særlige x-faktor, der kan slå konkurrenten. Herhjemme til gengæld, ser vi i netop disse tider, at de politikere, vi vælger, er helt uden det, der skulle gøre dem til noget særligt. De er jo ligesom alle vi andre.

Verden bliver kunstig, når den ikke vil vide af uperfekte mennesker. Og vi gør os selv kunstige, når vi når vi mest af alt drømmer om at blive opdaget som stjernen med den særlige x-faktor. 'Jeg vil være stjerne, det vil du også gerne'. Som om ingen øjne nogensinde havde set os! -

Men det er der i hvert fald i kirken: da er der en kærlighed, der alle vore mangler til trods, allerede har fundet os af kærlighed - ved døbefonten. Derfor var det så godt at synge, som vi gjorde for lidt siden: Selviskhed er næsten komisk, her hvor sidste mand er først, og et fattigt barn, der leger for Guds ansigt, kaldes størst.

I dag konfirmander, er I fars og mors og familiens stjerner. Ikke blot for en aften, men for en hel dag. Alle er I kommet i finalen. Det er I, fordi I er døbt og som døbte har fulgt konfirmandundervisningen i præstegården.

Måske besidder I alle en eller anden x-faktor. Måske gør I ikke. - Det er så heller ikke det afgørende her i kirken. Derfor er det så herligt at komme her. Her søger vi ikke det perfekte menneske, men her har også det uperfekte og mislykkede plads. Her er sidste mand først.

Her er det ikke en Blachman, der dømmer. Derfor kommer vi ned på jorden igen, hvor vi trods al mangel på det særlige regnes for Guds børn. Som tages til nåde, som anerkendes, som tilgives som Peter, ja, som konfirmeres. Altså som i Jesu navn bekræftes i et Ja fra Gud, hvilke ukendte faktorer, der så end måtte dukke op. - Så lille Guds barn, hvad skader dig..? Intet skal dig skade. Heller ikke din mangel på en x-faktor. For du er anerkendt som du er, på højeste sted.

Sådan står der på jeres dåbsattest. Og i dag er vi her for at få bekræftet, at den stadigvæk gælder - i øvrigt i hver en alder. Amen.

Jørgen Hanssen