Der bliver talt ikke så lidt om, at kirkens budskab ikke når ud til folket. Der bliver sagt, at i kirken taler man et uforståeligt sprog. Ingen forstår i virkeligheden, hvad der siges.

Alligevel har kirken og menigmand mange ord tilfælles. For trods alt taler vi menneskesprog i kirken! Men når menigmand bruger ét ord på én måde, så er det nok sådan, at i kirken bruger vi det på en anden måde – og i en anden betydning og har altid gjort det.

For år tilbage, i forbindelse med Tour de France, husker jeg, at der på asfalten med store bogstaver stod malet: Bjarne Riis er Gud. Gud er et ord vi bruger i kirken, men jo altså ikke om en cykelrytter. Alligevel bruges ordet "Gud" af menigmand. Har man - trods alle misforståelser - alligevel forstået noget? 

Nu har vi så lige hørt om fristelsen i ørkenen. Fristelse er et ord, der bruges meget i dag. Der synes at være rigtig mange fristelser. Alle advarsler om sundhed til trods, kan man fristes til at lade en fastelavnsbolle passere rækken af tænder. Man kan fristes til at springe den daglige gå- eller løbetur over. Man kan fristes til endnu et lille glas vin. Ja, ”skulle man lade sig friste af...” Og det gør vi så. Og så siger vi i øvrigt, at vi har syndet! 

Hvis jeg nu de næste 7-8 minutter fortsatte med alene at tale om den slags fristelser, og advarede imod dem, så var der næppe nogen, der ville hævde, at præstens prædiken var uforståelig. Man kunne gå hjem og sige: ”Præsten talte om fristelse i dag; man skal passe på ikke at lade sig friste af fastelavnsboller og vin og tage for let på den daglige motion.”

Men sæt nu, om fristelse kunne være noget andet – og jeg havde nær sagt: langt mere alvorligt. Noget, der ville slette vores identitet, gøre os til helt andre end dem, vi er, så at vi levede vore dage under løgn og falske forudsætninger. Og sæt nu, om vi kunne se lidt bort fra os selv (og vores egen sundhed) og forstå, at der også er andre end dig og mig, som kan kæmpe med fristelser. I hvert fald: fristes kan vi, alle sammen. Og når vi kan falde for fristelsen, så fortæller det noget om, at helt så selvstyrende som vi gerne vil give os ud for at være, er vi ikke. Vi er i vore egne tilbøjeligheders og egen viljes vold.

Jesus blev fristet. Ja, der er andre end os, der kan kæmpe med fristelser. - Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene her skal blive til brød, og hvis du er Guds søn, så styrt dig ned fra templets tinde. – Og hvis du så også vil kaste dig ned og tilbede mig, siger fristeren, altså Djævelen, så skal du få ikke så lidt til gengæld.

Hvad galt er der i at forvandle sten til brød? Sultede han ikke? Og hvad forkert er der i at hjælpe den svage i troen til tro på, at Jesus er Guds Søn, som synligt bæres af engle? Og hvad forkert er der i, at Jesus får al magt?

Men det var ikke sådan, på den måde, at han skulle være Guds søn. Forudsætningerne var falske. Han skulle ikke være den, der standsede en tsunami eller en nedsmeltende reaktor i Japan, ikke sådan skulle han hyldes. Ikke som den synligt magtfulde med glans og ære skulle han henleve sine dage.  

Når det blev påske skulle han ride ind i Jerusalem på et æsel. Og siden hen skulle han blive hånet, spottet og spyttet på. At lade sig friste til noget som helst andet, ville tage hans identitet fra ham. Det ville fjerne den mening, der nu engang var med ham. Vi ville ikke have haft ham som en bror!

Jesus svarer med alene at ville være til på Guds vilkår. Han ved kun at henvise til Gud, hans ord, blot det. Altså, han siger nej til at ville leve sit liv under falske forudsætninger. Hvor fornuftige og indlysende gode, så er Djævelens forslag falske. – Han skal ikke være den, der vækker folkets beundring, - han vil ikke lave sten om til brød. Han skal ikke være den, der beviser Gud, - englene skal ikke gribe ham. Han skal ikke være den, der har al magt, - når det sker på Djævelens betingelser.

Nej, han vil overhovedet ikke være noget som helst - på Djævelens betingelser. Han vil alene være til på Guds vilkår. Derfor: nej til al magt og mæthed, glans og ære; nej til alt andet end dette blot at være et menneske. - Og et menneske lever ikke af brød alene. Og et menneske skal ikke udæske Herren sin Gud, men tilbede ham og tjene ham alene. 

Og Gud kan man nemt afvise. Men Guds ord giver mening der, og Gud kan hjælpe der, hvor man er et blot og bart menneske, - hvor man er som i en ørken, og hvor man må holde ud af være der.

Der er mange fristelser til. Men et er at blive fristet af fastelavnsboller eller blive fristet til at springe den daglige gåtur over. Noget andet er at blive fristet til at være andet og mere end man er.  

Ja, hvis vi kan alt selv, hvis vi selv magter meningen med livet, jamen så er der kun dagligdagens små fristelser. Så er sundheden Gud. Så må sundheden også gøre os menneskelige, klare vor skæbne, vor samvittighed og skyld og næstekærlighed.  

Det er et spørgsmål, om der I virkeligheden ikke kun er én fristelse. Nemlig fristelsen til at tro, at vi på enhver måde selv magter vort liv.

Men vort liv drejer sig netop ikke kun om madens fristelser. Det drejer sig vel nok så meget om i det hele taget at kunne være til. Også med skyld og skæbne. Med ubesvarede spørgsmål. Med trusler hængende over hovederne, med en frygt for det ene og andet.

Jesus, Menneskesønnen - sådan kaldte han sig - afviste at være andet end et menneske i ørkenen. Han kunne ikke fristes, ikke lokkes, ikke skræmmes til at være noget andet. Derved viste han os det, der er så svært: blot at være et menneske. Og samtidig viste han os det forunderlige og livsalige: at måtte leve på Guds ord, at måtte modtage alt af Guds hånd, at få lov til at være hans elskede og udvalgte som vi hørte om Fastelavns søndag.  

Og det hævder evangeliet er vores situation: at skulle leve på Guds ord som det eneste meningsfulde. Derfor er det så svært og umedgørligt alt det med kirken. For vel kender vi ordet fristelse, men vil helst gøre det til et overkommeligt og måske endda harmløst ord. Og vel kender vi ordet Gud, men også det vil vi helst gøre til et overkommeligt og harmløst ord.  

Fastetiden er hård ved os. Lad vær med at falde for den fristelse, at du sagtens magter alt selv, siger den. – Og lad vær med at skamme dig, når det viser sig, at du alligevel ikke kan, bedst som du prøver at magte alt selv.

Jesus viste os den sande fristelse, og kunne ikke lokkes til at give den andet svar end det, han skulle: at finde sig selv i Guds ord og i Guds hånd som det menneske, man nu engang er. Et menneske, der ikke kan alt selv, men som tit nok ikke vil andet end sig selv.  Amen.