Fundamentet og fundamenterne 2010

Prædiken over Mattæus 7, 22-29. 8. søndag efter Trinitatis 2010.

Det går ikke an for en arkitekt at bygge et hus på sand eller frit i luften. Og selv er vi ikke som fugle, der kan flyve frit mellem himmel og jord og nøjes med at sætte os på en tynd gren og fløjte fornøjeligt.

Vi må have fast grund under fødderne, så går det os bedst. Vi falder, vi slår os, hvis ikke vi ved, hvor vi skal sætte vor fod. Nej, et hus kan hverken bygges på sand eller frit i luften; og en gren kan ikke bære os.

Det er kun tåben, som bygger sit hus på sand. Han må så betale prisen for sin tåbelighed. For da skybruddet kom og floderne steg og stormene suste, da faldt hans hus, og dets fald var stort.

Det kloge menneske derimod, bygger sit hus på klippen. Men læg mærke til, at den kloges hus ikke skånes. Ulykkerne går ikke forbi det. Den kloges hus er hus på samme vilkår som tåbens hus. Skybruddet kom, floderne steg, stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke.

Nylig har jeg læst om en arkitekt, der var forvisset om at bygge på klippegrund - både rent bogstaveligt og i mere åndelig forstand. I begyndelsen af 1930'erne fandt han som tysker et åndeligt ståsted hos Hitler, selv om han ikke interesserede sig synderligt for politik. Her var der bare en stærk mand, et solidt fundament for et Tyskland i krise.

Arkitekten hed Albert Speer, og blev Hitlers nære ven og arkitekt. Deres fælles interesse var arkitektur. Og i midten af 1930'erne planlagde de sammen to kæmpe bygningsværker, som skulle stå solidt de næste tusind år.

Det ene bygningsværk skulle opføres i Nürnberg, hvor der skulle anlægges et kæmpeområde for den årlige partidag i september måned. Området dækkede et areal på over seksten kvadratkilometer - mere end det dobbelte af f. eks. Mandøs areal. Der skulle være opmarchområder; der skulle bygges et stadion til over 400.000 tilskuere og der planlagdes en kongressal, modelleret over Colosseum i Rom. Og så skulle der bygges solidt - med tysk grundighed.

Det andet bygningsværk skulle være i Berlin. Hovedstaden skulle ombygges til "Verdenshovedstaden Germania," centrum for det nye tusindårsrige. Igen skulle der bygges stort. Peterskirken i Rom skulle i følge Hitler ligne et stykke legetøj ved siden af de bygninger, der nu påtænktes opført, bl.a. en gigantisk kuppelhal og en triumfbue. Og så skulle der endnu engang bygges solidt. Verdenshovedstaden Germania skulle jo stå de næste tusind år.

Arkitekten Speer vidste alt om solidt byggeri. Men der blev ikke bygget meget, hverken i Nürnberg eller Berlin. Snarere blev det, der skød op, skudt i grus. Krigen kom, eller rettere: krigen blev skabt af dem, der ville give verden et nyt fundament som alverden skulle lægge sig på knæ for. Det lykkedes som bekendt ikke. De store mænds profetiske visioner blev ikke til noget. Der var ingen klippegrund.

Og der bliver aldrig nogen klippegrund dér, hvor mennesket kun vil dyrke sig selv. Selvhævdelse, selvforgudelse, det var, hvad alle kæmpebygninger vidnede om. Det kolossale område i Nürnberg var i bund og grund ikke andet end en slags kirkesal eller et tempel, hvor Hitler én gang om året indfandt sig i september måned som en anden ypperstepræst. Arkitekturen skulle promovere ham, den arkitektoniske storhed skulle have en magisk fortryllelse over sjælene - som var det et religiøst valfartssted.

Samme rolle tiltænktes Berlin. De storslåede og godt fundamenterede bygningsværker, der skulle opføres, skulle tage magten over sjælene, og derved gøre deres til knæfald for føreren, når han engang i Berlins gigantiske kuppelhal skulle tale til folket fra galleriet - og påtvinge en ydmyget verden sin vilje.

I evg. kalder Jesus det lovbrud kun at pege på sig selv. Loven siger, at du skal elske Herren, din Gud og din næste som dig selv. Var det det, man gjorde i Nürnberg og Berlin?

I hvert fald går evangeliet ud fra, at lovbruddet vil dukke op igen og igen. Og vel kan man da sige: Herre, Herre. Og vel kan man sige, at man har profeteret i hans navn og uddrevet dæmoner i hans navn og gjort mægtige gerninger i hans navn. - Men jeg har aldrig kendt jer! Bort fra mig! I begår lovbrud!

Man peger på sig selv! Man bygger på sig selv. Man dyrker sig selv og sine egne fortrinligheder og vil være sit eget fundament.

Og denne selvpromovering, selvdyrkelse og selviscenesættelse kan have så mange ansigter. Vi finder den alle mulige steder: i dagens politiske verden, sikkert også indenfor kirkens verden, - og så skal vi heller ikke anse den for umulig hos os selv, sådan helt privat!

Men kan man da slet ingen gode gerninger gøre, uden at blive mistænkt for det værste? Skal man straks mistænkes for at dyrke sig selv, når man måske blot gør det, ens næste kræver?

Bjergprædikenen, hvoraf dagens evangelium udgør slutningen, holder os stædigt fast på, at der er kærlighedens gerninger at gøre. Men med den særlige pointe, at vores næste ikke skal gøres til blot et middel, et objekt, en genstand vi kan bruge til egen selvhævdelse og gevinst. Og vores næste skal heller ikke forføres til knæfald for os p.g.a. vores såkaldte godhed.

Og hvornår bliver vi tilfredse? Hvornår fornemmer vi os tilstrækkeligt beundret? Hvornår får vi fred med os selv i vores trang til at pege på os selv og vore egne riger?

Tilfredse bliver vi først, og fred får vi først, når vi forstår, at vi ikke kan være vore egne fundamenter og at intet kan vi tage, men alt kan vi få, også Guds rige.

Både sit liv og sin død satte Kristus ind på det. Ja, i netop ham har Gud forsonet sig med os, der helst vil pege på os selv, bygge på os selv og redde os selv.

Han har talt sit Ja til os, og bliver ved at insistere på dette Ja. Han vil, at vi skal forstå det som selvoptagethedens og selvdyrkelsens endeligt, så at vi kan elske Gud og vor næste som os selv. Hans Ja skal forvandle vort fundament til hans klippegrund.

For det gælder stadig, at et hus hverken kan bygges på sand eller frit i luften; og selv er vi heller ikke som fugle, der frit kan bevæge os mellem himmel og jord og efter behag nøjes med at sætte sig på en gren. - Og det gælder også stadig, at huset på klippegrund intet bliver skånet for. Og dog er alt godt, fordi der er sagt Ja til os.

Ud af sit hjerte, med myndighed, prædikede Jesus Guds barmhjertighed. Og skarerne undrede sig! - De var ikke vant til det. De var vant til de skriftkloge og farisæerne, der havde det med at fremhæve sig selv.

Men Jesu myndige tale kommer altid til at sætte en grænse for menneskets egen selvudfoldelse, selvdyrkelse og selvforgudelse, enten vi hedder Adolf eller Albert eller Per, Poul eller Marie, og kommer derved til at pege på Gud og vor næste. Amen.

Jørgen Hanssen

Juli 2010