Handicappet
Prædiken, 19. s. e. Trinitatis 2011. Markus 2, 1-12
Så kom der hul igennem. Ikke til vor udsendte medarbejder i Washington eller Tripoli som det hedder i nyhedsudsendelserne, nej, der kom hul igennem et tag.
Der skal være hul igennem, ellers er kommunikation umulig. Man står hver sit sted, og kommer ikke videre. I 1989 kom der hul igennem Berlin-muren, og så begyndte en ny tid. Man kom videre. Men også et menneske kan af forskellige grunde bygge en usynlig mur op omkring sig. Det fører ingen steder hen. Først når der er slået hul i den usynlige mur åbner der sig nye muligheder. Faktisk kan man da gå hen og blive et menneske igen!
Nu kom der hul igennem – et tag. Tagene var flade, derfor kunne det hele lade sig gøre. Men det minder mest af alt om hærværk, hvad de fire bærere laver.
Der falder drys ned, det støver og det griser. Hvem skulle betale? Bagefter var der i hvert fald brug for en tømrer. Men han, som boede i huset, arbejdede for tiden ikke som tømrer. Han var blevet prædikant. Han talte ordet til de mange mennesker, der havde samlet sig foran husets dør. Og netop de var en hindring for de fire bærere. Lettere end at lave et hul igennem den massive menneskemængde, var det at lave hul i det mere porøse tag.
Så sænker de fire bærere båren med deres lamme og handicappede ven eller bekendte ned gennem taget. Og i en anden forstand er der nu hul igennem. Man kan både se og høre hinanden. Der er kommunikation, selv om de fire bærere ikke siger noget, og den lamme heller ikke siger noget. Men Jesus både ser noget og siger noget.
Han ser de fire bæreres tro, fortæller Markus. Ikke deres hærværk. Ikke deres anmasselse eller skal vi sige frækhed. Nej, han ser deres tro. Bærerne og han har en fælles forståelse. De tænker: han er manden, og Jesus giver dem ikke uret. De forstår hinanden. Der er hul igennem, skønt bærerne er tavse.
Kun til den lamme siger Jesus noget: Søn, dine synder tilgives dig! Men da trues alle de huller, der var blevet åbnet, med at blive lukket igen. Ikke fordi nogen begynder at råbe højt op. Nej, der er faktisk rigtig megen tavshed på færde i evangeliet. Til gengæld er der tankerne.
Tanker er toldfrie. Men andres tanker kan godt mærkes. Jesus fornemmer, hvad de tilstedeværende skriftkloge tænker i deres hjerter. Hvad er det han siger? Han spotter Gud, tænker de. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud? – Nej, der er ikke noget hul igennem til Gud, siger de skriftkloges tankevirksomhed. Gud er i sin himmel, og så skal man ikke gøre, som om han har en dobbeltgænger på jord. - Også de skriftkloge kendte fortællingen om Babelstårnet og vidste om det skæbnesvangre i at ville erobre Guds himmel og tage magten fra ham. Det ender jo ikke godt. –
Og deri må vi give de skriftkloge ret. Men hvad nu, hvis Gud har åbnet himlen indefra? Hvad nu, hvis han har besluttet at stige ned fra sin høje himmel og vise sit ansigt på jord og tale menneskeord til os?
Præcis det fejrer vi i julen: Nu kom der bud fra englekor, at Gud herned vil stige. Og vi så hans herlighed, en herlighed som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
Derfor: Søn, dine synder forlades dig! Men pga. netop de ord er Gudsbespottelse også straks om ikke på de skriftkloges læber, så dog i deres tanker. - Og skal man i øvrigt slippe så let om ved livet? Kunne det ikke tænkes, at der var en grund til, at den lamme var blevet lam? Bare uden forhåndsbetingelser erklære: Søn, dine synder tilgives dig! Nej!
For de skriftkloge er situationen helt umulig. Gud har ingen dobbeltgænger på jord. Og et menneske skal ikke have lov til at finde hvile i Guds accept, bare lige sådan. Et menneske skal vide, at det meget vel kan være forkastet af Gud, især når det har haft en skæbne som den lammes. – Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? spørger Jesus. Men for at de skriftkloge skal se, at det ikke bare er ord han i flothed strør om med sig, men at han, Menneskesønnen, har myndighed til at tilgive synder på jorden - siger han til den lamme: Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem! Og den lamme rejste sig og gik hjem. Der er hul igennem til himlen – og de skriftkloge kunne ikke lukke det til.
Det er Jesu myndighed til at tilgive synder på jorden som det drejer sig om. Syndsforladelse er lig med tilgivelse. Og vi ved fra os selv, at uden tilgivelse bliver vort liv et helvede. Når vi ikke længere kan bære over med hinanden, acceptere hinanden, men forskanser os i harme og fornærmelse bag en usynlig mur, så er helvede for alvor løs.
Tilgivelse vil sige, at et forhold, der har været i stykker, bliver genoprettet. Før kunne man ikke være i stue sammen. Men så sker det alligevel, at man atter rækker hinanden hånden. Der bliver slået hul i den mur, der var. Det er tilgivelse. - Og tilgivelse er der også for den, der murede sig inde i selvbebrejdelser og i selvanklager.
Søn, dine synder forlades dig! Dvs., at Gud vil have med os at gøre, også når vi – måske selvbebrejdende - ligger ned, og også når vi ikke kan det, vi engang kunne.
Det er det helt afgørende. Det er Guds tilsagn om at ville være Gud for os, der atter gør os til mennesker, selv om vi måtte ligge ned. Og det er også hans afgørende tilsagn til den, hvis helbred intet fejler. - Derfor siger Jesus som det første ikke: Rejs dig og gå hjem, men: Søn, dine synder forlades dig!
Den lamme behøvede altså ikke at kunne gå, for at have del i Guds tilgivelse og velbehag. Det forholder sig ikke sådan, at Gud kun er på deres side, hvis helbred er godt. Gud er ikke kun for de vellykkede, de velbjergede og veltilfredse. At tilværelsen er imod os, skal vi ikke straks forstå som at Gud også er imod os.
Det afgørende er, at Gud ikke er imod os, når tilværelsen er imod os. – Og det, der gør en kirke til en kirke er derfor ikke antallet af helbredelser man kan fremvise, derimod det, at der forkyndes den Kristus, som med Guds magt sagde: Dine synder tilgives dig!
Det skal være os nok. – Min nåde er dig nok, fik Paulus at vide, da han bad om noget andet. Det skal være nok at vide, at Gud ikke er imod os, selv om vi plages af det ene og det andet.
Ja, det er muligt at være syg og afmægtig og handicappet, og have umenneskeligt meget at bøvle med, og så alligevel være tryg og fornøjet. Så vær da ved godt mod. Al din elendighed skiller dig ikke fra Gud. Der er et hul igennem til ham, som har åbnet Guds himmel og som blev Guds dobbeltgænger på jord. Han kan gøre os til mennesker igen, om vi så også måtte blive siddende i kørestolen eller gå haltende rundt. Amen.