"Ikke mere!" Påskeprædiken 2005

I tid falder påske og forår sammen. I år falder påsken så meget tidligt, hvorfor det er begrænset, hvor meget liv vi har set skyde frem ude i naturen. Påskeliljerne har jeg endnu ikke set blomstre derhjemme, kun det, der skal blive til gule påskeliljer. Men der er vintergækker og der er krokus, flere for hver dag, der går, og anemonerne er også ved at skyde op i skovbunden. Og fuglesangen. Jo, den høres med tiltagende styrke og lader sig gerne høre. Og mon ikke den vil tage endnu mere til, jo mere varmen vender tilbage?

Påske og forår hører sammen. Og i nat har vi endda forudgrebet den tid, som foråret skal føre os frem til, så sandt som vi har stillet urene frem og om til sommertid. Og selv indstiller vi os på, at nu kan vi vente den gode tid. Nu begynder det hele nemlig forfra. Og det er herligt bare at tænke på. For vi kender det jo. Vi kender foråret fra tidligere år. Jo, det er skønt, når naturen går sin sejrsgang. Og netop nu begynder den.  –

Foråret klarer blot ikke helt spørgsmålet om vort eget liv. For engang, ingen ved heldigvis hvornår, så kommer vi jo ikke igen ved forårstide som naturen gør det. For os gælder der et: ikke mere! Enten vi kan lide det eller ej, så er vore dage begrænsede, - alle dage har det været menneskelivets lod. – Vi, det enkelte menneske, holdes fast af dødens virkelighed. Intet forår kan ændre ved det. Vi kender til en kirkegård. Naturen gør det ikke.

Er der derfor noget at sige til, at de ikke sagde noget til nogen, de tre kvinder, som vi hørte om hos Markus. At de altså  var blevet bange.

Bange og forfærdede! Naturligvis måtte de blive det. For hvad kvinderne her oplevede sprængte hele den kendte livets og dødens verden. Hvad de hørte, var jo ikke en forandring inden for det kendte, det var ikke noget, de havde oplevet også sidste år ved påsketid eller forårstid. Nej, det var en forandring fra det kendte til det helt ukendte.

Vi bliver ikke bange, når vi f. eks. kan mærke, at vi er ved at være raske, efter at have haft influenza. Da bliver vi glade. For det er en forandring inden for det kendte. Vi ved nemlig, som regel da, hvad det vil sige at være raske. Det chokerer os ikke at blive det. Det er jo noget, vi godt kender til. –

Men at der bliver råbt ud, altså forkyndt, inde fra en gravhule, hvor man har lagt en død: Han er opstået, han er ikke her! – det er ikke en forandring inden for det kendte, men fra det kendte til det aldeles ukendte. Det er jo det, som ikke skulle kunne ske. –

Naturen, foråret, vintergækkerne og påskeliljerne, de kan komme igen, men dog ikke et menneske, der døde. Her gælder der et: ikke mere! Derfor angsten. Angsten for det aldeles ukendte.

Og det var den korsfæstede Jesus fra Nazareth, der blev talt om inde fra gravhulen. Han, som selv havde sagt, at dette ville ske, på tredjedagen. Jo, men alligevel. Det skulle jo ikke kunne ske!

Men dette nye og helt ukendte og helt overældende, - så overvældende, at man må blive bange, det er alligevel det ældste af alt. Det er det, som går helt tilbage til tidernes morgen. Ja, helt tilbage til Adam og Eva. For det er jo døren til haven med livets træ, der slås op igen. –   Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her! I dette nye og ukendte budskab ved gravhulen i Josef af Arimatæas have genkendes det ældste fra Edens have. Vejen til livets træ genåbnet.  

Paulus, apostlen, siger et sted i Romerbrevet (6,9): Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke mere herre over ham.  

Ikke mere! Som regel har ”ikke mere” en bitter smag. Det bekommer os ikke godt. Et negativt ladet udtryk plejer det at være.

Ikke mere, som regel skal det sige: det er slut. Der er ikke mere at føje til. Aldrig mere skal jeg se dig. Færdig. Han er død! Eller to mennesker kender ikke hinanden mere. Siger hverken goddag eller godnat. Eller to generationer forstår ikke hinanden mere. Forholdet er slut. Eller altså: livet er slut. Det var det. Ikke mere.

’Ikke mere’. Sædvanligvis ord, der på den ene eller anden måde kaster dødens skygger over os. Ikke mere venner. Ikke mere mand og kone. – I den forstand er døden i øvrigt ikke noget, der først kommer, når livet hører op. Døden er til enhver tid der, hvor der ikke er mere at føje til. Hvor man ikke har et ord til overs for hinanden, - hvor man siger: færdig med dig! Ikke mere – at føje til.

Men Påskemorgen er ’ikke mere’ noget helt andet. – At han, den korsfæstede, er opstået, og ikke er i graven, vil sige, at ’ikke mere’ fra at være ord, der gør os kede af det, nu er blevet til ord, der gør påskeglæden mulig for os. For døden er ikke mere herre over Kristus.

Og er den ikke mere herre over ham, så er den heller ikke mere herre over os, så sandt som vi i dåben er kommet til at tilhøre ham. Altså døden har ikke det sidste og afgørende ord. Den tager det ganske vist, men Påskemorgen vil sige os, at nu har Gud ved Jesus Kristus det sidste ord. Nu gælder der et andet ’ikke mere’: Døden er ikke mere herre over ham. Derfor heller ikke mere herre over os. Dødens totale mørke har ikke længere gyldighed.

Og Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome, flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Jamen, naturligvis var de det. Døden er jo alvor. Ikke  noget, man skal spotte med, ikke drive gæk med. Nej, men det var nu heller ikke det, der blev gjort. –

Der blev derimod sagt ord, som vi vel kun kan forstå på afstand, og som vi heller ikke da kan begribe, men som vi til gengæld kan leve på: at døden ikke er det sidste hårde og ubarmhjertige ord, der er at sige om vore kære og os selv – fordi Kristus er opstået fra de døde. Døden er ikke mere herre over ham. Derfor heller ikke over os, som er døbte af Guds barmhjertighed til at tilhøre ham.

Så skal vi da leve på, at døden ikke mere skal være den kvælende lov for alt menneskeliv. Døden skal ikke være den sidste lovgiver, ej heller den sidste dommer. Nej, solen er stået op, da kvinderne kommer ud til graven, siger Markus udtrykkeligt. Og det er ikke blot en tidsangivelse, men skal sige, at vi skal give plads for Guds varme, der vil sejre over dødens kulde i vore hjerter.

Eller vi kan holde os til den prægtige salme om påskeblomsten, den pjuskede forløber for vores påskelilje.

I 3. vers spørger salmedigteren: Har vi noget at betyde – eftersom vi jo blot dør? Og svaret er ja. Salmen fastholder din og min evige betydning for Gud, fordi Frelseren stod op af døde. Og at turde holde sig til det, er at smide al mulig dødsfrygt ud, og erstatte den med Gudsfrygt, - at Gud Påskedag giver den mening til mit liv, og mine kæres, at døden ved Kristus er frataget sin magt. Ikke at døden er afskaffet Men dens entydighed er sprængt. At Gud altså er døden mægtig på en måde som han vil være den mægtig på. At han tager vare om både vor sjæl og krop.

Hvor ugerne en moderne tid end vil indrømme det, så er vort liv tit nok frygt. Frygt for, hvad der måtte ramme os. Frygt og bekymringer – alene på grund af døden. – Og frygt for, hvad der måtte ske med vore døde.

Men alt det vi måtte frygte, tillader Påskedag os at smide overbord. - Så at døden og dens lov ikke længere skal være vort livs strenge herre. - Og det tillades os, fordi Jesu legeme ikke mere var i gravhulen. Han blev forkyndt som opstanden, identisk med den korsfæstede, og med det legeme, der var den korsfæstedes.

Det legeme, stedt til hvile i Josef af Arimatæas grav, det er så afgørende.

I sidste ende er det også grunden til, at kirkegården ikke blot er et sted, hvor vi begraver vore døde, men at kirkegården først og fremmest er Guds have. Det er haven som han har påtaget sig ansvaret for, hvis støv han ånder over, og som han bekymrer sig om - vi skal ikke. 

Derfor ønsker vi  hinanden en glædelig påske. Amen.

Jørgen Hanssen