Kirke og succes. 2008
Skal man tro, hvad der står i dagens aviser, så bør vi stræbe efter at få succes. I én avis har vi gennem lang tid kunnet læse dagens succeshistorie, ugens succeshistorie osv. Underholdende læsning om, hvordan nogle har formået at skabe meget ud af lidt – et velkørende firma, en forretning. Al ære og respekt værd! Men for år tilbage ville man næppe have kaldt det for en succeshistorie. Man ville blot have sagt, at her var der noget, der lykkedes og gik godt.
Engang var ordet succes forbeholdt den kunstneriske verden. En teaterforestilling kunne være en succes, eller en sanger eller komponist kunne have fået succes. Men nu kan også en pølsemand få succes. Det lyder uskadeligt. Men ord er ikke uskadelige. Ord fremmer en ganske bestemt forståelse. Hvordan må man nemlig forstå sig selv, når man nu alt i alt ikke har nogen succeshistorie at fortælle? Hvad er alternativet til ordet succes? Det må vel være ordet fiasko.
Gad vide, om der i det næste autoriserede vielsesritual kommer til at stå: Vil du elske og ære det menneske, der hos dig står - i succes og fiasko? Det skulle ikke gerne blive tilfældet. For så bliver det svulstige ord succes et ubarmhjertigt målebånd for et godt liv. Og dagenes modgang bliver til en fiasko, hvor det i virkeligheden blot drejer sig om, at det ikke altid går os som forudset. Men det er netop ikke en fiasko, - det er blot livet som det nu engang er.
Det er ubarmhjertigt at gøre et ord som succes til målebånd for, hvad der er ret og vrang. Men det ligger unægtelig i tiden, i hele dens ånd. Unge mennesker ikke bare skal have succes, men selv være en succes, helst med en x-faktor. Man er dømt inde, når man er en succes, man er dømt ude, når man ikke er det, ja, og da må man så være en fiasko. En hård belastning for unge mennesker!
Engang skændtes Jesu disciple om, hvem af dem, der skulle regnes for den største. På nudansk må det vel hedde den mest succesfulde. Da var det Jesus svarede: Det skal I overhovedet ikke tænke på! Men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen skal være den, der tjener. Men så får man jo ikke nogen succes-historie! Nej, for også det hører med til begrebet succes: at nogle får succes på andres bekostning. På succes’ens tinde står også altid nogle kors: de lig man er gået over. Nogle må betale en høj pris. Jesus selv erfarede det på egen krop. Selv nægtede han gang på gang at lade succes-kriteriet været afgørende for, hvad et sandt og godt menneskeliv er. Toldere og syndere levede på ingen måder op til noget succeskriterium, men han spiste sig bogstaveligt sammen med dem.
Underligt nok er succes-begrebet alligevel trængt ind i mange kirkesamfund. I USA, har jeg ladet mig fortælle, måler man en kirkes succes på antallet af kirkens parkeringspladser. Jo flere hektar der er udlagt til parkeringspladser, jo mere succes har kirken! Og herhjemme? Ja, da kan det vise sig vanskeligt at besætte de parkeringspladser der er. Og så siger logikken, at der ikke er tale om nogen succes.
Men så er det, man må spørge: hvad er en kirke? Den bør være stedet, hvor uperfekte mennesker bør kunne føle sig godt tilpas. For kirken er det sted, hvor der er et fællesskab af syndere, hvor der ikke ties om dagenes fiasko, heller ikke om alt det, man måtte skamme sig over. Og samtidig er kirken en forsamling af levende mennesker, der tager det som givet, at hverken dagenes fiasko eller skyld og skam skal kvæle livet, så sandt som der er en Herre og Gud, som vil vedkende sig uperfekte mennesker.
Jørgen Hanssen