Konfirmationsprædiken 2005 - Belære eller lære?
Markus 10, 13-16.
Jeg vil tro, at I, forældre til dagens konfirmander, godt husker en sang af entertaineren og sangeren Eddie Skoller, nemlig "What did you learn in School today?" Det er efterhånden en gammel sag. Nok over 25 år gammel, men den høres stadigvæk jævnligt i radioen.
What did you learn in school today? Altså, hvad har du lært i skolen i dag? - Og Eddie Skoller lærte mange ting: At Danmark er et lille land, at englænderne taler eet sprog, medens tyskerne taler et andet, med sch-lyd. Hvorfor et typisk tysk navn er Schultz! - Og Eddie Skoller gør måske nok grin med det hele, men noget lærte han alligevel i skolen, det er jo det hele sangen handler om.
Børnene lærer forhåbentlig stadigvæk noget i skolen. Alt andet ville være synd for børnene. - Men tingene har alligevel ændret sig.
Når Eddie Skoller for en 25 år siden spurgte: Hvad lærte du i skolen i dag? - så ville det måske være mere i overensstemmelse med nutidige forhold at spørge sit barn: Hvad fik du sagt i skolen i dag? Altså hvilken mening fik du tilkendegivet over for læreren? Hvad belærte du ham med? - At det han sagde, da ikke behøver at være rigtigt? Eller spurgte du ham: Hvorfor skal vi nu læse tysk? Hvorfor skal vi ikke bare se en film på tysk? - Ja, hvad fik du sagt i skolen i dag?
Vi kender det jo også derhjemme fra hverdagen, i familien. Hvad far eller mor siger skal hele tiden diskuteres. Og forlanger de noget af datteren eller sønnen, så må de argumentere for det. - Du skal rydde op på dit værelse! - Jamen, hvorfor nu det? bliver der svaret. Eller du er hjemme senest midnat! Nej, i hvert fald ikke! - Ja, alt skal stå til diskussion. -
Ind i mellem også i en konfirmandstue. Præsten siger: i dag synger vi nr. 441: Alle mine kilder skal være hos dig. Men konfirmanderne svarer: Hvorfor skal vi nu det? Vi vil hellere synge nr. 331: Uberørt af byens travlhed.
Men sikkert vil det klæde os voksne også at feje for egen dør. For vi er naturligvis også en del af den udvikling, der er sket fra da Eddie Skoller sang: Hvad lærte du i skolen i dag? til: Hvad fik du sagt derhenne?
Det er jo nemlig ikke helt ukendt, at når vi f.eks. skal til læge, så har vi lige været inde på internettet for at se, hvad det nu er, vi fejler, og hvad det er bedst for os at blive behandlet med. Og måske tager vi en bunke papirer med, vi i den forbindelse fik udskrevet fra internettet, og så rådfører vi os sammen med lægen om vores helbred. Jeg mener sådan, hvad mener du? Lægen er blevet til en slags diskussionspartner. - Og når vi kommer hjem, er der derfor ikke længere nogen, der spørger: Hvad sagde lægen? men: hvad fandt I sammen ud af, du og lægen?
Et samfund står ikke stille. Og må heller ikke stå stille. Men hvad jeg har sagt indtil nu, har jo at gøre med, at som tiden er gået, så er det med andres autoritet og respekten for andre så godt som forsvundet. - Netop derfor skal alt stå til diskussion. - Og æblet falder aldrig så langt fra stammen. Vi skal ikke klandre børnene for noget!
Og jeg siger ikke, at vi skal tilbage til tidligere tiders stærke autoritetstro overfor læreren, lægen eller præsten. Men for lidt og for meget fordærver alt. - Og især skal vi passe på, at der ikke kun er én mening, der dur, nemlig vores egen!
Er der da slet ingen, der er værd at lytte til eller høre på? Har vi virkelig selv svaret på alt? - I hvert fald lytter og hører, det er jo det, vi gør i en kirke. Eet af de få steder, der endnu er tilbage. Og, nå ja, det kan så være forklaringen på, at der altid er plads til én til på kirkebænken. -
Men med sin særlige indretning: en prædikestol, en døbefont, et alterbord, så er det som om, at de gamle, der byggede kirken, ville sige: Dette er ikke rummet til diskussion. Dette er ikke stedet, hvor man forhandler frem og tilbage, og efterhånden bliver enige. Nej, dette er rummet til at udråbe et særligt budskab i - fra prædikestolen, fra døbefonten, fra alterbordet.
Og et sådant rum må naturligvis virke måske antikveret, når man er vant til, at alt skal diskuteres, når man er vant til at svare: Jamen, hvorfor nu det? Skulle vi ikke i stedet..? - Ja, hvad fik du sagt i skolen i dag?
Men, trods det, at vor egen mening er noget så vigtig for os, så kan der ske det, at vi bliver som slået på munden, og slet ikke siger noget. F. eks. når man står med en nyfødt i armene!
Og konfirmandforældre! Se på konfirmanden, jeres barn, søn eller datter! Engang en lille pusling. Måske havde I engang jeres tvivl, om det i det hele taget ville blive til noget med den lille. - Og se så det unge menneske nu! Har vi de rette ord for det? Det er jo et Guds under, en Guds gave! I kan ikke være bekendt at kalde det noget andet.
Og når I i sin tid bar det lille barn til dåben, så var det, fordi I blev som slået på munden, pga. dette lille barn. Så stort var det, skønt det var lille. Og I var overbeviste om, at der skulle siges nogle ord til netop jeres barn, ord, som ikke skulle stå til diskussion. Som skulle være usvigelig sikre. For ellers ville ansvaret være for stort. Og så kom i her i kirken.
Ja, vi hørte jo, at der var nogle, der bar deres små børn til Jesus. Og så hørte vi faktisk også, at det slet ikke er nyt at ville diskutere alt mellem himmel og jord. Emsige disciplene ville forhindre, at Jesus så meget som rørte de små børn. - Hvorfor skulle han nu belemres med dem?
Men han blev vred. For de små børn hører Guds rige til! Uden diskussion. Ja, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Og han tog de små børn i favn og velsignede dem.
Og I, konfirmander, blev døbt. - Derfor er I i dag atter her i kirken med far og mor. Der blev for en 13-14 år siden sagt nogle ord til jer, fordi jeres forældre ville det sådan. Og det skulle være nogle ord, som ikke skulle stå til diskussion. Og befriende er det, at for én gangs skyld er der noget, der ikke står til diskussion.
Og så kan en 13-14 årig da ellers mene om sig selv: jeg er for lille; en anden: jeg er for stor; en tredje: jeg har bøjle på tænderne osv. -
Men hvad der skal ske i dag er, at vi beder Gud over hver enkelt af jer bekræfte, at I stadigvæk er et Guds barn, uden diskussion. Og så er alt i virkeligheden godt.
Det er det budskab, der skal lyttes til, høres på, i dag og alle søn - og helligdage, og så skal der leves på det alle hverdage, i medgang og modgang.
Og budskabet lyder nu her fra prædikestolen, og det lyder fra alteret, men først lød det fra døbefonten. Ja, forleden dag ville fotografen have den flyttet, den stod i vejen for billedet af jer. Men den er ikke til at flytte. Det nytter ikke at diskutere det. Og Gud ske tak og lov for det!
Hvad lærte du i skolen i dag? spurgte Eddie Skoller. What did you learn in scholl to day? - Forhåbentlig noget.
Men hvad lærte du så i kirken i dag? Noget, der for en gangs skyld ikke står til diskussion. - Hvorfor du frimodigt kan sige: jeg har lov til at betragte mig som et Guds barn. Trods min lille eller store højde, trods min næse, trods min bøjle, trods det, at jeg blot er den, jeg er. - Og nu vil Gud, vor Far i himlen, bekræfte mig i, at jeg alt til trods er hans. I dag og fremover. Det er konfirmation. Det tror jeg, og kan kun sige tak! - Ja, det lærte du i kirken i dag. Amen.
Jørgern Hanssen