Prædiken, 15. s. e. Trinitatis 2010. Lukas 10, 38-42. Høst. 

Martha og Maria boede i en landsby ved navn Bethania. Bethania var datidens Roager, en ganske almindelig landsby med ganske almindelige mennesker. Der var ikke noget eksotisk ved byen, intet, der kunne fremhæve den, frem for andre små byer. Men på sin vandring kom Jesus også dertil!

Martha tog imod Jesus, hørte vi. At tage imod Jesus kan godt indebære noget særligt. Men her betyder det noget ganske almindeligt: hun sørgede for gæsten. Hun stillede an, så at han skulle vide, at her, i dette hus, mente man det godt med ham. Det skulle ikke være sådan, at han, når han forlod huset, hviskede til disciplene: her får man jo hverken vådt eller tørt!
Hvad Martha gør, er til at forstå, til at have med at gøre. Det er noget ganske almindeligt, der forekommer i almindelige landsbyer som Bethania og Roager. Og prisværdigt er det, når man kan fornemme sig velkommen et sted, når man altså bliver taget godt imod.

Søsteren Maria er derimod lidt sværere at forstå og have med at gøre. Faktisk irriterer hun ikke lidt, for hun gør ikke andet end bare at lytte. Og hvis man endda kunne vide, hvad det er hun så gerne vil høre, var det måske til at have med at gøre. Men vi ved det ikke. Derfor bliver hun til en lidt irriterende person. Hun er ikke så tilgængelig, ikke så almindelig som Martha.
På den anden side set: Hvis vi er kommet herhen blot for at høre, at Jesus en dag var i Betania og fik kaffe og kage og sagde pænt tak, hvorefter han drog videre på sin vandring, så ville det jo næsten ikke være ulejligheden værd at have startet bilen. –

Nej, vi må have denne irriterende Maria med, som jo altså også irriterer sin søster, og det skal gæsten vide: Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig!

Det er til at forstå. Det er et almindeligt menneskes genkendelige irritation over selv at skulle trække læsset. Det er noget, vi kan forholde os til. Det er noget mand og kone kan genkende; også søskende og arbejdskolleger. Her er der jo noget med uretfærdighed, noget med ’hvorfor altid mig?’

Men Maria? Hun irriterer. Dér sidder hun bare ved Jesu fødder og lytter, og vi ved ikke til hvad. Og som om det ikke er nok, så tager Jesus hende i forsvar. Han bliver den lyttendes forsvarer!

Martha tog imod ham med kaffe og kage. Maria tog imod ham ved at lytte. Og det skal ikke tages fra hende! Ja, at lytte er tilmed det ene fornødne, det eneste påtrængende, det eneste, der ikke kan afvises, hørte vi!

Jesus er forsvarer, advokat, for dem, der vil lytte. Men så er han også forsvarer for hver og en, der sidder på en kirkebænk og lytter. – Tit nok vil en advokat i øvrigt spørge: hvad har du selv at sige til dit forsvar? Jeg skal have alt at vide, hvis jeg skal kunne forsvare dig! Men sådan er det ikke her. Her forsvares hver og en, der blot kan lytte.

Nu om stunder står det at lytte ikke i særlig høj kurs. Læg mærke til, når nogen interviewes i fjernsynet. Man afbryder interviewerens spørgsmål, før spørgsmålet er formuleret færdigt. Man afbryder modparten i studiet i Århus, Odense eller København. – Hvorfor? Fordi man vil have ret. Fordi, hvad den anden hævder, ganske enkelt ikke er værd at lytte til!

Den, der ikke kan lytte, må tale ud fra sin egen viden og erfaring. Der er så at sige ikke andre kilder at øse af. Og hvad han siger, det bliver hans svar, men altså også hans påstand.

Når Jesus irettesætter Martha, så er det fordi hun gør hele tilværelsen til en række påstande som almindelige mennesker i øvrigt sagtens kan følge hende i: Livet, det er dog at være virksom, at være beskæftiget, at tage imod sine gæster med kaffe og kage. – Eller livet er at lade være med at bilde sig noget ind. Livet er hårdt arbejde. Med livet er det ikke sådan, at maden kommer på bordet af sig selv eller at høsten selv kommer i hus. Lad være med at være naiv! Ja, også det er en påstand.

Nærmest indlysende påstande er svære at hamle op med. Hvad skal man i øvrigt svare landmanden, når han påstår, at han har haft en elendig høst? Hvad skal man svare, når han påstår, at han må betale store summer for at få tørret og renset det dyngvåde korn? Har han måske ikke ret? For hvad der i begyndelsen af sommeren så ud til at blive en strålende høst, er nu regnet væk. Overskuddet er regnet væk. –

Og ikke kun den danske landmand er ramt: i løbet af den seneste måned er der forsvundet korn på millioner af hektarer i et flammehav i Rusland, så at Europas kornlagre ser ud til at blive de mindste i nyere tid. Jamen, hvis ikke landmænd her og der, og måske også vi forbrugere, skulle have grund til bekymringer, hvad så?

Jesus forsvarer ikke den, der fremsætter et væld af påstande. Påstandene taler jo også for sig selv. Han forsvarer derimod den, som trods alle påstande, stadig kan lytte. For det er påtrængende, at man kan lytte. Lytte til hvad? Ja, til noget andet end sig selv og sine egne erfaringer.

At lytte er at kunne tage imod. Og svært er det, for tager man imod noget, så må man også sige tak. Og i stedet for taknemmelighed kan man hellere ville pukke på, at man sandelig selv har arbejdet sig frem til det, man trods alt har fået. Som en anden Jens Vejmand har man forvandlet de hårde sten til brød. Eller man kan pukke på, at man er dybt forurettet, der er ikke noget at tage imod og takke for.

Måske forveksler vi taknemmelighed med afmagt, svaghed, underskud. Og alt sådant er på en eller anden måde pinligt. – At være taknemmelig, kan vi synes, tager noget af vores selvværd fra os.

Men lyt så til høstsalmerne. De siger samstemmende, at af livet står vi som modtagere. Op, al den ting som Gud har gjort. Alle gode gaver, de kommer oven ned. Du gav mig, o Herre, en lod af din jord. – Påstande? Irriterende påstande? Ja, men så påstande, som vi skal lade brydes med vore egne erfaringer om vores egen store indsats, og at vi havde bedre fortjent.
Men trods vores egen indsats, så får dog vi et barn, vi får det, og vi får en ven eller veninde, en kæreste, en hustru eller ægtemand. Ja, vi fik et liv. Og vi fik en høst.

Den kunne have været anderledes, meget anderledes. Og det var der i øvrigt så mange andre forhold i ens liv der kunne have været. – Men vi fik en høst. Ikke som vi havde fortjent. Nej, det er jo vores påstand, at det altid skal gå efter vores fortjeneste. En påstand Jesus ikke forsvarer, for han er forsvarer for den lyttende.

Martha tog imod Jesus med kaffe og kage. Maria tog imod ham ved at lytte. Intet sted står der, at Maria i øvrigt var en særling og nærmest ugidelig. Til daglig deltog hun vel i arbejdet for det daglige brød sammen med sin søster. Men hun evnede at lytte til ham, som pludselig en dag var der, hvor hun hørte hjemme: En lille by ved navn Bethania, ligeså almindelig en by som Roager.

Og han forsvarede, at hun lyttede. Ingen skulle afvise det. Ingen skulle tage det fra hende. – Det var den gode del, hun havde valgt.

God er den, fordi den lader os forstå, hvem vi er for Gud, også når vi selv måtte påstå, at vi hører til de forurettede og oversete. Vi er dem, der i Jesu navn forsvares mod dræbende bekymringer og al tomhed og al ligegyldighed. Ja, det en stor nåde mod vor påståelige slægt, at han bliver hos os med sit ord, det ord, som aldrig glipper. Amen.

Jørgen Hanssen
September 2010