Natten - og især dens måne

Børn kan have svært ved at overgive sig til nattens søvn. De hører lyde, og i mørket kan de ikke rigtig identificere disse lyde. De bliver derfor bange i mørket. Og mørke og nat hænger sammen, men de er ikke identiske. Natten er langt mere forunderlig end mørket!

Vi voksne ved noget om det. Vi overgiver os nemlig gerne til natten og dens søvn. Der er intet så godt for den trætte som nattesøvnen. Der er intet, vi kan trænge mere til. Det er så ikke altid, at nattesøvnen lykkes. Vi kan ikke falde i søvn. Men det behøver nu ikke at være nattens skyld, det kan lige så vel være morgendagens skyld: vi gør os bekymringer for den. Og ingen kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin nattesøvn!

Men lykkes nattesøvnen, så mærker vi straks, hvad der er sket. Vi fik kræfter på ny. Vi blev ikke blot udhvilede, nej, vi blev på en måde gen-skabte. Vi blev ”genfødt ved nattehvile”  som Grundtvig siger det i en morgensalme. Ja, der er virkelig skabelse i natten. Og det er jo ganske fantastisk, at den karklud man gik i seng som, den er blevet forvandlet til et bundt af nye kræfter, fem, seks eller måske otte timer senere, alt afhængig af, hvem vi er.

Der er, når natten ”lykkes”, skabelse i natten. I øvrigt også i den forstand, at det tit nok er om natten, at et barn bliver født. Hvis det da ikke er sådan, at fødslen må fremskyndes pga. den kommende week-end.

Men natten er jo så også det tidspunkt, hvor mange dør. ”Kom i den sidste nattevagt / i en af mine kæres dragt og sæt dig ved min side”. - Sådan beder Grundtvig Herren Jesus om nærvær i døden. Det er i salmen ’At sige verden ret farvel’. Natten er også døds-natten. - Og apostlen Paulus kan i den forbindelse tale om de hensovede i Kristus (1. Kor 15). Han taler om dem i forbindelse med opstandelse, og kommer derved til at kalde døden for en søvn.

Men så er der også: ”Sig månen langsomt hæver” af Matthias Claudius. Den er anderledes end alle andre aftensalmer.

Claudius betragter månens bue, halvmånen, og kommer derved til at tænke på, at vi tit nok lader os blænde af det ydre skin, så at vi forveksler skyggerne med virkeligheden og derved bliver indbildte og som indbildte kommer til at jage efter det, der i virkeligheden kun er skygger.

Det er en ny anskuelse af natten. Den findes ikke rigtig i de andre aftensalmer. Her er natten virkelig anderledes: Intet i almindelig forstand truende mørke, ingen angst (som hos Jakob Knudsen), men nok et åndeligt eller eksistentielt mørke, en åndelig fattigdom.

Natten bliver hos Claudius til krise, dvs. til dom over os, der er så grusomt kloge. Natten kommer til at le ad os! Den afslører, at vi faktisk kun er halvt så kloge som vi gik rundt og troede. Vi ser halvmånen, og så går vi hjem og tror, at der kun er en halv måne! Eller lige netop det ved vi måske nok ikke er tilfældet. Men så er der så meget andet som vi lige nu mener helt sikkert at vide, og så vidste vi det alligevel ikke, viser det sig siden hen. For sandheden bliver først til – åbenbares – når skyerne driver bort fra månen – eller når månen med tiden bliver hel. Sandheden er ikke det halve, men det hele.

Claudius siger det sådan: ”Vi stolte Adams slægter / kun såre lidet mægter / og meget ved vi ej / vi efter skygger jager / og mangen kunst opdager / og kommer længere fra vor vej”.

Gud Fader i det høje,

lær mig at skelne nøje

det sande fra dets skin.

Og det skal virkelig læres. Ja, i sig selv er det en menneskelig kraftpræstation at kunne tage disse ord i sin mund. – Men lykkes det os ikke, så kan vi vel bede:

Og mens jeg er i live,

lad lig et barn mig blive,

skænk mig et fromt, enfoldigt sind.

Et sådant sind er ikke lig med et naivt sind. Tværtimod. Det er at se halvmånen og dog forstå, at månen altid er hel. Og det er det hele, der er det sande.     

Jørgen Hanssen