Nyttens målestok - og omvendelsen fra den

Om noget skal have sin berettigelse, så skal det være til nytte. Og skal vi have berettigelse som mennesker, så skal vi vel også selv være til nytte, eller i hvert fald have bevist, at vi kunne være det. Sådan vil mange af os være blevet opdraget. Vi har lært at måle alt og alle med nyttens målestok.

Nyttens målestok blev til i 1700-tallet i den tid, der kaldes oplysningstiden. Alt, hvad der ikke ville eller kunne lade sig måle med nyttens målestok var for oplysningstiden mistænkeligt. Verden skulle og kunne beregnes, tallene blev derfor rettesnoren for alt, og det, der ikke kunne gå op i tal var faktisk kun at betragte som skin, som falsk, ja, virkelig til ingen nytte.

Kan vi genkende oplysningstiden i vor egen tid? Det kan vi vel nok. Når vi hører om sammenlægninger, om kommuner, der skal blive til storkommuner, om amter, der skal blive til regioner, om centralsygehuse og centralskoler, der vel må blive til regionssygehuse og regionsskoler, fordi de ikke længere ligger videre centralt, så er det oplysningstidens ånd og idé, der regerer. Det er rationalitetens ånd, effektivitetens ånd, som fastsætter en dagsorden, der først og fremmest er bestemt af tal og det, tallene afslører.

Det er i den ånd, det altid hedder sig, at ressourcerne skal udnyttes bedre eller at nytten af det hele skal være større, eller at der på samme tid som før skal flere patienter igennem systemet. - Tal er det eneste, man kan regne med. Tallene er, som oplysningstiden dikterede, den eneste rettesnor, der ikke lyver, og som derfor er absolut tilforladelig. For, som det hedder i den samme ånd: Sygehuse og skoler, ja alt, også folkekirken koster en masse penge, og der er ikke ubegrænsede midler til rådighed i samfundet. Enderne skal nå sammen, og naturligvis skal de det. Og helst vil vi jo heller ikke betale mere i skat, eller i hvert fald belæres vi om, at det vil vi ikke.

Kristendommen blev til længe før oplysningstiden. Det kan man på ingen måder være i tvivl om, når man f. eks. læser det 15. kap. i Lukasevangeliet. Dér (v. 1-10) taler Jesus i en lignelse om en enkelt drakme (en mønt) og et enkelt får, der begge var blevet borte, men som henholdsvis en kvinde og en fårehyrde bruger en hel dag på at lede efter. Det kan der være god fornuft i, hvis det nu var sådan, at man kun havde en enkelt drakme eller et enkelt får. Men kvinden havde trods alt ni andre drakmer, og fårehyrden nioghalvfems andre får at passe på. Og de gik rundt ude i en ødemark! Er der så god mening i at bruge en hel dag på at lede efter en enkelt drakme og et enkelt får?

Det var Jesus selv ikke et øjeblik i tvivl om. Men når man er barn af oplysningstiden og lever i de store tals verden, hvor nytten og effektiviteten er målestokken, er der da plads til den ene drakme og det ene får? Er der da sund fornuft i at skænke dem opmærksomhed? Eller bliver vi nødt til at ofre et enkelt får og en enkelt drakme på fornuftens alter, i hvert fald bare en gang imellem? Bliver vi nødt til at indrømme, at for at enderne kan nå sammen så må det være sådan, at nogen går tabt i systemet?

Ja, når alt andet end tal ikke er til at regne med, og helst store, så kunne vi også spørge: hvilken chance har et evangelium, der stædigt holder fast ved blot én eller eet? Er der plads til evangeliet, når alt skal måles med nyttens målestok?

Der er jo plads til det, men det må nødvendigvis være en nicheplads. En plads som i hvert fald de store tals mestre ikke kan tillægge den helt store betydning. For evangeliet holder stædigt fast ved blot én og eet. Evangeliet har nu engang ikke med effektivitet og fornuft at gøre. Det forarger ved ikke at lægge synderlig vægt på nytte og store tal. Det forarger ved at værdsætte et enkelt får og en enkelt drakme.

Ja, sjovt nok opererer Jesus i sin lignelse med tal. Netop tal, som var så afgørende for oplysningstiden. Men hans tal er ikke store. Det er sådan set det mindste af alle tal. Et et-tal. Ikke til synderlig nytte i den store sammenhæng. En enkelt drakme, et enkelt får. Eller et enkelt menneske. Ung eller gammel. Hvad rolle spiller det? Hvorfor gøre så meget ud af det? Der er ikke megen fornuft i at holde lange prædikener om kun en enkelt!

Alligevel er det netop det der gang på gang sker fra den niche i kirken, hvor prædikestolen står. Der holder vi fast på blot en enkelt, ja, der glæder vi os over blot et enkelt får eller blot en enkelt drakme. Og det er ikke fornuften, der siger os det.

I nævnte lignelse hos Lukas siger Jesus: der bliver større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. For fornuften underligt! Når der nu er 99 andre, som der ingen problemer er med, hvorfor så bekymre sig om mere? Statistikken er da så fin som den kan være!

Men en sådan fornuft vil Gud ikke kendes ved. Her skal ingen ofres i rationalitetens navn. Nej, her tæller blot én - som omvender sig. Fra hvad? Fra måske den syndige tanke, at han ikke skulle være noget værd. Fra måske den syndige tanke, at han lige så godt først som sidst kan lægge sig til at dø, fordi der alligevel ikke er nogen, der regner med ham.

Dog, hvis han forstår, at han - skønt ikke regnet for noget i de udregnendes øjne - har fundet nåde for Guds øjne, og derfor er noget, så er han blevet fundet. Og så bliver han vendt om til en verden, hvor det første og sidste ikke er et spørgsmål om fornuft og nytte og effektivitet, men hvor alfa og omega er stor glæde og taknemlighed p.g.a. en barmhjertig far i himlen.

Omvendelse, det er ikke bodfærdigt og brødetynget at lukke sig inde på sit kammer, men det er at glæde sig sammen med andre over dog at være noget i Guds øjne. Og det er det, vi gør, når vi holder gudstjeneste, om vi er mange eller få.

Jørgen Hanssen