Noget af det mest opløftende og befriende jeg nylig har set i fjernsynet varede knap fire minutter, helt nøjagtigt 3 min. og 47 sek. Det er den tid, You Tube på internettet oplyser - her kan tv-udsendelsen stadigvæk ses. Den stammer fra "Britain’s got talent" - en engelsk sangerdyst-konkurrence, vel svarende til vores x-factor.

Ind på scenen træder en ikke helt ung kvinde. Hun hedder Susan Boyle, tæt på de 48 år, fortæller hun de tre talentdommere. Hun er ikke ligefrem en, man som mand ville vende sig om efter, hvis man mødte hende på gaden. Hun er faktisk småfed; hendes øjenbryn har fået lov til at vokse uhæmmet; håret har hun næppe haft større frisørudgifter på, og så er hun iført en kjole, som i dagens anledning kunne være valgt med større omhu. Man kan se dommerne tænke: hvad skal hun her? Hun passer ikke ind i dette show. De er lettere irriterede. Hos publikum er der samme reaktion. Og nogle fniser. Hvor pinligt udarter dette sig mon til at blive? Skulle den halvfede og halvgamle dame have talent? Hun er jo latterlig.

Selv har hun såmænd også svært ved at forklare dommerne, hvad det er for en flække, hun kommer fra. Men hun vil gerne synge. Og det skal være: I dreamed a dream fra Les Miserables, De Elendige. – I dreamed a dream, ja, hendes drøm er at blive anerkendt som sanger.

Og så begynder Susan Boyle på sangen. Hun har kun sunget en strofe, da det går op for enhver, at her er der et sangtalent ud over det sædvanlige. Publikum jubler, rejser sig op, nogle får tårer i øjnene, for så smukt og fuldkomment er det. Selv dommerne ser dybt imponerede ud. – Dette havde de ikke forventet. De havde jo haft deres fordomme. De havde dømt hende på forhånd. Det er da også, hvad en af dommerne indrømmer: alle var vi imod dig, vi var kyniske! Og en anden dommer siger: Du får det største JA, jeg nogensinde har givet.

Fordomme er noget fordømt noget. Blot kan ingen sige sig fri af fordomme. Vi har altid på forhånd dømt om - måske især mennesker. Hvis vi så endda kunne være så modige at tilstå vore fordomme. I stedet slynger vi om os med store ord som: sandheden om ham eller hende er.. Men sandheden ser vi gennem de briller vi har på, altså gennem vore fordomme.

Når fordommene afsløres, når det hele viser sig at være anderledes end der blev dømt om på forhånd, så bliver tingene evangeliske, dvs. det hele bliver befriende godt, vi bliver overrasket af en glæde, så vi næsten må græde. For det på forhånd givne er slet ikke givet. Der bliver på forunderlig måde rum til dem, der på forhånd blev dømt ude.

Hos evangelisten Lukas hørte vi om en anden kvinde. Hun kommer ind på scenen i farisæeren Simons hus. Jeg tror, hun har en drøm som Susan Boyle, og måske var hendes drøm allerede gået i opfyldelse. - Men straks er Simon farisæer der med sine fordomme: hun er en skidt én, sådan en, der tager penge for at gøre det med mænd. Hvad skal hun her? Han dømmer hende ude. Og Simon er ikke kun fuld af fordomme mod kvinden, også mod ham, kvinden grædende træder hen til og hvis fødder hun kysser og salver. - ”Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham..”, tænker Simon.

Kvinden græd. Ja, man kan græde, fordi man er oprigtig ked af det. Men man kan også græde af glæde, fordi man for én gangs skyld møder et menneske, der ikke har samme fordomme som alle andre, man hidtil har mødt. Man kan græde af glæde, fordi man på en og samme tid drømmer om og er forvisset om anerkendelse, et JA, selv om man tilhører de elendige, de miserable.

Jo, hun var sådan én, der gjorde det med mænd for penge. Sikkert kunne der siges meget skidt om hende. Billedligt talt skyldte hun fem hundrede denarer bort, siger Jesus, mens vi i dag vel er mest tilbøjelige til at forklare hendes elendighed med, at også hendes mor gik på gaden og hendes far drak. Men også den forklaring er en fordom.

Kvinden selv ville ikke have forklaret noget bort. Det eneste hun selv ville, og var forvisset om, selv om det mest af alt kunne forekomme som en drøm, var at høre et JA - på tværs af alle fordomme.  – Her var han, som ville tage hende alvorligt som den hun var. Derfor kyssede og salvede hun Jesu fødder. Derfor græd hun af glæde! Og hun fik et JA fra ham! Jesus lukkede hende ind.

Det er fordommenes fallit, vi udsættes for, når vi kommer i kirke. Kan noget godt komme fra Nazaret? spurgte én fordomsfuldt engang, – ligesom talentdommerne næppe troede, at der næppe kunne komme noget godt fra den flække, hvor Susan Boyle boede. Men fra Nazaret kan der komme et så befriende JA, som opfylder alle drømme, så at man må græde af glæde.

Fordommen spurgte også engang: hvordan kan han sige: Lad de små børn komme til mig. Det giver dog ingen mening; hvad har de små præsteret? Og i Simon farisæers hus melder fordommen sig også med spørgsmålet: Hvordan kan have tilgive synder? Og Langfredag sagde fordommen: Han er død! Ja, hvad skulle han ellers være. –

Men evangeliet om Jesus Kristus er fordommenes fallit. Derfor taler vi om håb, her i kirken, selv når alt håb synes ude. Derfor taler vi om tilgivelse, frimodighed, om at kunne være til som menneske, trods alt. Ja, derfor synger vi lovsange til vor Far i himlen, fordi Jesus har vist, at hans fordomme er anderledes.

Kære konfirmander! I har også jeres fordomme. Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke dem, så sent som ved generalprøven i onsdags. Endnu engang dukkede den fordom op, der siger, at når der er konfirmation, så kommer det hele an på, at man selv er i stand til at bekræfte og anerkende sin dåb. Sige ja. Og hvis ikke man kan det, så er det hele intet værd, et spil for galleriet.

Vel skal I sige trosbekendelsen, og på den måde sige ja. Men det helt afgørende er, at vi gennem salmerne, gennem de bibelske læsninger, og især gennem det, der skal ske oppe ved alteret i dag, hører Guds JA til os. Ja, ham beder vi bekræfte, konfirmere, at vi i Jesu navn er døbte til at være hans børn, og at han vil anerkende os som sådanne - i øvrigt på trods af andres fordomme om os, og også på trods af vore egne fordomme om os selv. Og det hele kan lyde som en drøm, og dog er det mere end det.

Ja, om så Susan Boyle havde sunget lige så lidt opsigtsvækkende som hun så ud, så ville hun stadigvæk være et Guds barn. – Det er vi nemlig ikke i kraft af, at vi har det ene eller andet talent, - snarere er vi det, på trods af, at vi er dem, vi er. –

Det kan lyde underligt. Men det er det, der er evangeliets store befrielse. Det er det, der gør, at kirken er et så herligt sted. Dette, at fordommene erklæres fallit, - at vi er set og fundet af vor Far i himlen, at vi anerkendes, selv om vi måtte være miserable, - at han siger JA til os som han sagde JA til kvinden i Simons hus, og at det ikke er en drøm.

Hører vi det, da kan vi leve vore dage som Guds børn med fred – trods alt det, der måtte gå os imod.  Og var det ikke også Jesu sidste ord til kvinden i Simon farisæers hus? Gå bort med fred! Dvs.: Alt er godt! – Intet i vort liv er givet på forhånd, og vore drømme kan være mange slags. Men intet kan skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus. Det er, hvad I skal bekræftes i om lidt. Det er konfirmation. Amen. 

Jørgen Hanssen