Men lige så barsk og uindbydende naturen kunne være, lige så venlig og imødekommende husker jeg befolkningen som. "Do er velkåmen", lød det fra første begyndelse af alle steder fra.

Og det var man virkelig, når man kom på husbesøg - og kunne træffe nogen hjemme! For alle, især de ældre, havde meget at gå til og se til. - Men når præsten  kom på besøg kl. ca. 14.30 og ikke måtte gå før efter kl. 17, så måtte besøgene disponeres på en ny måde. Lige over middag duede ikke, vidste jeg, for da skulle der soves til middag. Så måtte  formiddagen altså bruges. Men ak og ve!  Engang husker jeg fra et sådant formiddagsbesøg en ældre dame, som var gået ud i køkkenet for at lave kaffe, for den skulle  jeg i hvert fald have. Men nu stod hun derude i køkkenet og sagde for sig selv: 'Lille mand, hva' vil du hæ' om æ formiddav. Æ hæ da e hele ættermiidav.....!'

Dagligdagen i præstegården var et kapitel for sig. Når man søger præstegerningen  på landet, så har man vel en forestilling om præstegårds-idyl og måske først og fremmest: ro til at forberede sine prædikener i, for uden forberedelse går det ikke. - Men fra det tidlige forår og til langt hen i efteråret blev mit vigtigste redskab ved skrivebordet, næst efter kuglepennen, en fluesmækker. Og antog man, at nu var den sidste irriterende flue endelig nedlagt, så gik hoveddøren op, og der var en forpustet bonde, der råbte: Ka' do it' lich hjælp me' og spær' e vej for nau' kvier!

En præst skal give sig god tid til at snakke dåb med nybagte forældre. Der er heller intet, der er så lyksaligt som at komme ud til forældre, der lige har fået en lille ny. Også dengang skulle et barn i Sønderjylland være navngivet, før det måtte døbes, så det med navnet var hastigt overstået. Så blev der til gengæld tid til at snakke om terminerne, mælkekvoten, den aldrende bil og  måske om ægteskab engang. Og det skulle i hvert fald indgås i kirken. Og den lille skulle i hvert fald døbes. Alt andet ville være utænkeligt. - Og se, så kan man mene, hvad man vil. Men så var man folkekirkelige".

Oktober 1993

Jørgen Hanssen